Kalkbrænderiløbet lukker fra den 1. Oktober og fem måneder frem
Lukning af Kalkbrænderiløbet sker for at få den kommende tunnel ført under havneløbet og for at indhente noget af den forsinkelse, der er opstået på projektet. Det er indskrevet i anlægsloven, at det er muligt at lukke Kalkbrænderiløbet i fem måneder over en vinter, og den mulighed har vores entreprenør valgt at benytte sig af den kommende vinter.
Grundvandssænkningen har givet mange udfordringer og forsinkelse af projekt Nordhavnstunnel. Derfor er det gået langsommere med at grave ud i byggegruben. Nu er systemet til grundvandssænkning optimeret og en lukning af Kalkbrænderiløbet er nødvendigt for at indhente noget af forsinkelsen og for at skabe en mere robust tidsplan.
I Vejdirektoratet er vi klar over, at dette kommer ubelejligt, og giver anledning til udfordringer for sejlerfolket. Det beklager vi, og vi vil forsøge at være behjælpelige i videst muligt omfang. Det kommer der til at ske Kalkbrænderiløbet lukker fra den 1. oktober til og med 28. februar – altså en fem måneders lukning.
Forud for selve lukningen vil der være forberedende arbejder fra den 1. september til den 1. oktober i tidsrummet 23:00-06:00. Der vil være muligt for både at passere forbi de forberedende arbejder i tidsrummene 23:00-00:00 og igen 05:00-06:00 og fra kl. 06:00-23:00 er der fuld passage.
Efter den fem måneder lange lukning af Kalkbrænderiløbet vil der fra den 1. marts og omkring to måneder frem være afsluttende arbejder, som igen vil foregå i tidsrummet 23:00-06:00.
Udfordringer for sejlerfolket
Vi er klar over, at lukningen af Kalkbrænderiløbet giver udfordringer for sejlerfolket. Specielt for dem, der har både i Svanemøllehavnen Nord og opmagasinering på Østerbro. De bådejere, som har båd i Svanemøllehavnen Nord og skal have den op i Svanemøllehavnen, skal være inde i Svanemøllehavnen inden den 1. oktober. Koordinering heraf sker mellem Svanemøllehaven A/S og de respektive sejlklubber.
Roer, kajakker og andre mindre fartøjer Det vil ikke være muligt at benytte Kalkbrænderiløbet fra den 1. oktober til den 28. februar.
Fra Vejdirektoratet side beklager vi de gener, vores arbejder påfører jer.
Venlig hilsen Mette Stender Senior projektleder Tlf.: 7244 2725 Mail: mste@vd.dk
Hjemlen til at lukke havneindsejlingen i op til 5 måneder har vi i anlægsloven. Nedenstående tekst med kursiv er et udklip fra bemærkningerne til anlægsloven: 3.1.1.2. Anlægsmetode med åben indsejling Nordhavnstunnel anlægges i etaper som en ”in situ-støbt” tunnel i en midlertidig byggegrube. Metoden forudsætter, at der i anlægsfasen etableres midlertidige lukninger af søområdet inden for anlægsområdet (indsejlingen til Svanemøllehavnen og Kalkbrænderihavnen). I VVM-redegørelsen er det beskrevet, at i Svanemøllehavnen og Kalkbrænderiløbet kan byggegruben til in situ-støbning etableres med to forskellige metoder. Med den ene metode sker der en midlertidig opfyldning i havnen, så der opstår en dæmning i det område, hvor tunnelen skal bygges. Med den anden metode etableres en byggegrube bestående af en spunsvæg rammet fra flåde. Når den in situ-støbte tunnel etableres i havnen, kan det lade sig gøre at holde havneindsejlingen åben det meste af anlægsperioden, så lystsejlere og roere kan passere gennem Kalkbrænderiløbet for at komme til og fra Kalkbrænderihavnen og den del af Svanemøllehavnen, der opretholdes. Om de midlertidige lukninger af søområdet inden for anlægsområdet fremgår bl.a. af de forudgående undersøgelser, at sejlere og roere kan blive påvirket af anlægsarbejdet i forbindelse med flytning af sejlrenden og klapning i Kalkbrænderiløbet. Havneindsejlingen lukkes i op til 5 måneder, når sejlrenden flyttes. Dette arbejde vil blive udført i vinterperioden uden for den primære sejlsæson.
Der vil komme mere information ud til klubberne og bådejerne, omkring optagningen på havnens hjemmeside og FB.
HUSK: AT VÆRE INDENFOR/UDENFOR HAVNEN INDEN 01 OKTOBER 2025, ALT EFTER HVOR DU SKAL OP HENNE.
Havnefogeden