Nyhed

Kapsejlads for sjov om mandagen

På 9. år (passer det virkelig?) er vi nogle Ballader og andre lignende både, der sejler Kapsejlads For Sjov hver mandag i maj, juni, august og september.

Det foregår meget hensynsfuldt og hyggeligt. Vi sejler efter de almene søfartsregler, uden spiler, de fleste med rullegenua og ofte er der blot to mand/kvinder om bord.

Der er nogle gange også Scampi’er, Maxi Fenix’er, Grinder og lignende med. De sejler nogenlunde lige hurtigt og har lystal omkring 1,08 ligesom Albin Ballad.

Der kommer typisk både fra Svanemøllen, Hellerup, Lynetten og nogle gange Sundby, ligesom der har været gæster fra Roskilde m.v.

Starten går hver mandag aften mellem to bøjer (en gul/sort og rød) lige ud for Fiskerihavnen i Svanemøllebugten. I maj og  juni går starten kl.18.30, og i august og september går starten kl. 18.00. Du er velkommen til bare at møde op med dit skib en mandag og sejle ruten sammen med de fremmødte både.

Der truttes 5 minutter før start og ved selve starten. Ruten er en rød øje cirka en halv sømil nordpå, som holdes om styrbord. Dernæst går turen ud og rundt om Middelgrunden, som holdes om bagbord. Vi sejler retur om rød bøje, der nu holdes om bagbord. Vi ender i mål samme sted som start. Cirka 6,5 sømil, det tager typisk 1,5 time.

Ballad-Start

Derfor skal du med:

  • Giver god øvelse og trimning. Boathandling i let og hård vind!
  • Fast aftale. Familien diskuterer ikke, når det står i kalenderen!
  • Skønt! Der er jo dejligt at komme på vandet en gang om ugen!

Der er en smule mere info på www.ballad.dk, hvor du også indtaster resultattid. For Ballader er der endda præmier, som sponseres af Ballad-klubben. Deltagelse er gratis.

Der er jævnligt brug for gaster, som ikke selv har båd.

God sæson. Kom med og prøv det! Vi ses på Sundet!

Opdateret 14. februar 2020