Om Rita Bak og INO

Af Charlotte Bak

Min mor, Rita Bak, har haft båd i Svanemøllehavnen i 70 år! – godt gået eller hvad?

10. september 1942 købte min far, Villy Bak, sin første båd, som han døbte Hanne efter sin mor. Han købte den af sin Mester for 2000 kr. Hvad Mester havde glemt at fortælle var, at båden var rådden i bunden, så den sank da den i foråret 1943 blev sat i vandet i Kastrup Havn. Båden kom op igen, men min far ville jo gerne have båden til Svanemøllehavnen, der var tættere på hans hjem.

Problemet var bare, at da det var under 2. Verdenskrig, måtte han ikke sejle for motor til Svanemøllehavnen (man kunne heller ikke få benzin). Han fik fat i én, der ejede en sejlbåd, og for sejl blev Hanne trukket til Svanemøllehavnen, hvor båden kom til at ligge på indersiden af M1.

Tidligere i 1943 havde min far meldt sig ind i ØSF efter råd fra Havnefogden (der sad i det lille grå hus på havnen) og min mor og far var blevet ringforlovet.

Min fars første medlemskort i Frem..

Dengang fandtes alle de nuværende stikbroer ikke. Der var kun Nordmolen, Østmolen og Midtermolen, samt M1 og N1. Skønt havnen ikke havde så mange pladser, kunne man næsten selv bestemme, hvor man ville ligge. Mine forældre ville gerne ud på ydersiden af broen, så året efter fik de plads på ydersiden af N1. Men her lugtede meget af tang, så året efter fik de plads i hjørnet ved Midtermolen og M1, hvor man var fortøjret med en kæde ud til en fælles pæl. Derefter fik de en pæleplads på Midtermolen, og det er den plads jeg kan huske. Nu hedder pladsen 446, men ligger næsten samme sted, som den gamle pæleplads.

Og hvad fik man så tiden til at gå med, som motorbådsejer under 2. Verdenskrig, når man nu ikke måtte sejle? Jo, man pudsede beslag! Det gjorde mine forældre så godt og så længe, at senere i deres liv blev der aldrig pudset et eneste beslag.

Deres første sommerferietur for egen kraft var i 1947, hvor de efter en del motorproblemer nåede til Stege.

Hanne.

Hanne igen.

Båden, Hanne, var kun ca. 17 fod, og min far ville gerne have en anden og større båd. Dels fordi han altid blev våd af at sidde henne agter og styre, og dels var der kommet 2 børn til. Han havde kastet sin kærlighed på en ca. 21 fods motorbåd, der hed Palle, men ejeren var ikke helt villig til at sælge. Desuden havde han ikke råd til at købe den, lige indtil Anker, der den gang var pladsmand, fortalte min far, at Palle havde fået et stort hul i siden. Båden havde fået et bovspryd gennem siden, så nu mente Anker, at ejeren var ”mør”.

Min far købte så Palle i 1950 med hul i siden. Han kendte heldigvis en, der var bådebygger, som ordnede hullet i siden mens min far istandsatte resten. Han brød sig ikke om navnet, men havde ikke råd til nye messingbogstaver, så han byttede om på dem. Så hed båden pludselig, Pella.

Pella.

Pella på Bornholm.

Pella er den båd, hvori jeg tilbragte mine første 9 somre af mit liv. Med Pella blev sommerturene lidt længere, f.eks. blev Bornholm og Sønderborg besøgt. Vi havde telt med, og det blev som oftest slået op på fiskernes stejleplads.

Efter 14 år med Pella pressede familien og min fars eventyrlyst på for at få en større og mere sødygtig båd. I 1964 blev Pella solgt i slutningen af sommersæsonen for 9 000 kr., og planen var, at mine forældre ikke skulle have båd i 1965, mens de sparede op til en ny. (Dengang kunne man ikke låne penge i banken til både). Så trådte min morfar i karakter! Han mente ikke at ”mine forældre ville overleve” en sæson uden båd. Så selv om han var modstander af, at de havde en båd (han syntes, de skulle købe et hus) tilbød han, at de kunne låne de resterende penge af ham.

Ino ankommer som dækslast fra Norge.

Den nye båd ankom som dækslast på et fragtskib fra Norge til Københavns Havn. D. 8. juni 1965 blev båden losset til søsiden og slæbt over til ØSFs bådplads og op på land. Båden var en Tresfjord snekke på 24 fod i maghogni. Min far bestilte den uden aptering i kahytten og uden håndlister, for de originale udgaver syntes han var for grimme. Båden kostede 15 000 kr. Derudover kom en benzinmotor, Volvo Penta 12hk, og al apteringen i kahytten, som min far selv fremstillede: i alt 24 000 kr. Båden blev døbt, Ino.

Min far og til dels min bror, Bjarne, apterede båden og installerede motoren. Min mor syede cockpittelt. Jeg var kun 9½ år, så jeg lavede ikke rigtigt noget. Da der var 2 uger tilbage af min fars ferie drog vi på sommerferie og endelig kunne jeg hjælpe til med noget. Jeg hjalp min far med at sætte kroge i cockpitkarmen over Køge Bugt, så vi kunne sætte cockpitteltet op for natten, når vi nåede til Køge.

Da vi kom til Vordingborg, som var feriens vendepunkt, syntes min far at ”nu havde han virkelig fået en stor båd”, for vi kunne ikke komme ind mellem pælene.

I mellemtiden er Ino’s 24 fod næsten blevet til en lille båd – dvs. at alle de andre både er blevet meget større. Ino har styrehus og Pella havde kun vindspejl, så vi opdagede, at gamle vaner er svære at slippe.

De første år i Ino stod vi og dukkede os inde under styrehuset, når røgvandet fra bølgerne slog op mod os, selv om vi stod helt i tørvejr. Vi var jo vant til at dukke os, når røgvandet sprøjtede hen over Pellas vindspejl.

Ino kom på mange spændende ture under min fars ledelse. Bl.a. til Vestervig på Sveriges østkyst i 1966, til Halden og Telemarken i Norge, Dalslandskanalen 2 gange og Kindakanalen i 1984. En 2½ måneder lang tur til Ålandsøerne i 1989, hvor min far var ”så heldig” at blive fyret med 9 måneders løn per 1. maj. Især heldigt, fordi der straks var et nyt firma, der tilbød ham arbejde, da han kom hjem.

Ino i Sverige.

Ino i Sverige – igen.

Vore ferieture blev altid planlagt ved spisebordet. Over spisebordet hænger et kort over Sydskandinavien, og ved juletid (solhverv) sagde min far altid, at ”nu var det snart sommer” og der blev sat en grøn knappenål i kortet. Det var der ferien skulle gå til. Vi nåede altid vort mål eller kom længere – bortset fra, da vi skulle til Limfjorden. Den nåede vi først i 3. forsøg.

Min far døde i efteråret 2000, så de sidste 13 år er det kun min mor og mig, der sejler på ferietur. Vi når godt nok ikke så vidt omkring, men vi nyder stadig at tage på sejlerferie.

Charlotte Bak
INO