Nyhed

Referat af generalforsamling 2019

4. april 2019

Referat af Generalforsamling i Øresunds Sejlklub Frem Generalforsamling 25. marts 2019

Dagsorden ifølge vedtægter:

  1. Valg af dirigent. Forslag Lone Severinsen

Valg af Stemmeudvalg

  • Bestyrelsens beretning
  • Forelæggelse af regnskab for 2018 til godkendelse, samt budget for 2019 til efterretning
  • Fastsættelse af kontingent
  • Behandling af eventuelt indkomne forslag
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer iflg. Vedtægternes pkt. 13

Formand                         Laila Hansen                   modtager ikke genvalg

Kasserer                        Torben Schipper               modtager ikke genvalg

Bestyrelsesmedlem          Morten Mejer Müller         modtager genvalg

Bestyrelsesmedlem          Susanne Christiansen       modtager genvalg

1.Suppleant                    Pernille Drost                  modtager genvalg

  • Valg af suppleant til bestyrelsen– vedtægternes pkt. 13
  • Valg af en intern revisor – vedtægternes pkt. 16 Ole Rosted
  • Eventuelt.

Laila bød velkommen til forsamlingen.

Lone Severinsen blev valgt som dirigent

Lone gennemgik formalia.

Der blev rejst en diskussion omkring manglende kandidatliste i indkaldelsen. På grund af dette blev det besluttet at indlægge en pause før punktet valg.

Helle og Connie blev valgt som stemmetællere.

Dagsorden blev vedtaget.

Ad. 2       Bestyrelsens beretning

Laila fremlagde Formandens beretning

Laila bød velkommen til den 122. generalforsamling i Øresunds Sejlklub Frem. ”Inden vi starter vil jeg bede alle om at rejse sig og mindes Don (Peter Kjær) som sejlede i Sara Massiv. Der er heldigvis kun et medlem vi skal mindes i år. Ære være hans minde.”

Dette er min sidste generalforsamling som formand, en post jeg har haft i 10 år. Inden jeg blev formand var jeg festudvalgsformand i 8 år så jeg har haft mange år i bestyrelsen. Da jeg har svært ved at finde tiden til dette arbejde på grund af arbejdspres og personlige forhold. Det er ikke fordi jeg er utilfreds med bestyrelsen, men når tiden ikke er der, er klubben bedre tjent med en der kan udfylde pladsen bedre. Og heldigvis er der en kandidat til formandsposten som har tid og lyst. Det er Carsten som vil præsentere sig når vi kommer til punktet valg.

Det er ikke kun mig der går af. Torben, som har lagt mange timer med vores regnskab, medlemskartoteker, sørge for regninger, indberetning til Sejlunionen og en masse andre praktiske ting. Bestyrelsen ønskede at vores regnskab blev lagt på nettet så vi ikke er så sårbare ved eventuelle nedbrud. Det var et kæmpe arbejde Torben fik lavet med vores nye regnskabssystem og et eksternt firma som vi bruger. Jeg vil gerne takke for Torben for de mange timers frivillige arbejde han har lagt i klubben. Vi har også fundet en, der ønsker at stille op til bestyrelsen og fortsætte Torbens arbejde. Det er Dorthe som præsenterer sig når vi kommer til valg af bestyrelsesrepræsentant.

Efter generalforsamlingen 2018 konstituerede bestyrelsen sig og vi fik besat alle udvalgsposter. Dog måtte vi igen deles om Festudvalget, da ingen ønskede at varetage denne post alene.

Der har i perioden været afholdt de traditionelle arrangementer som Standerhejsning, Pinsetur, Sommerfest med Oldboys/girls opmistrace, Standernedhaling og Skolefest, havnetur til MS Mellemfortet, hvor vi spiste frokost i Tutten, stiftelsesfest hvor vi fejrede vores jubilarer og dansede Shubidua musik. I december var der bankospil og i år var der udover ænder og steg sponsoreret maritime artikler fra Rydding, hvilket vi var meget glade for.

Derudover er der nogle projekter i gang, som der også er arbejdet med i det forgangne år. Men det kniber med at få afsluttet tingene. Vores bedding er godt slidt og vi har arbejdet på en helhedsplan, hvor vi har et godt samarbejde med KAS om en fælles løsning for vores bådhåndtering på de 2 pladser. Det er meningen vi skal investere i i en mere tidssvarende løsning. Både i forhold til håndtering af det forurenede vand der bliver produceret når bådene spules inden de tages på land. Der skal laves et sandfilter til rensning i lighed med det som Sundet har. Dette skal laves sammen med Havnen og KAS.

Vi vil stadig meget gerne have et længere opsigelsesvarsel på vores bådplads, men der kommer hele tiden forslag, tidsplaner for vores områder og kommunen er ikke så velvillige til dette.  Vi har stadig kun 3 måneders opsigelse fra kommunens side, og skal vi investere bliver det svært at optage lån med langvarig løbetid. Dette i sammenhæng med, at kommunen har varslet udarbejdelse at en ny lokalplan for området.

Vores restauratør John Larsen har ønsket at overdrage sin forpagtningsaftale for restaurationen til Jeanett sammen med Diego Tur. Der er brugt meget tid på møder omkring forpagtningen, men det ser ud til at være løst på en hensigtsmæssig måde til gavn for både medlemmer og kunder.

Vi har endvidere brugt en del ressourcer på den nye persondatalov og udarbejdet en privatlovspolitik som efterlever de nye krav til datasikkerhed og håndtering af personfølsomme oplysninger.

Jeg har deltaget i et interview med By og Havn om strategi og udvikling af Københavns havn. Alle i Københavns havn var inviteret til en høring om hvilke risici der er omkring havnen. Det gælder blandt andet Anløb af krydstogtsfartøjer, Oslofærgen, speedbåde med vandski, vandscootere, fiskerbåde, langdistancesvømmere m.v. der kan være en fare for lystfartøjer og badende. Der blev også udtrykt bekymring om udbygningen af Nordhavnen, som kommer til at skabe udfordringer for Svanemøllehavnen. Ligeledes en bekymring for den planlagte tunnel og bygning af denne som vil betyde delvis nedlukning af Svanemøllehavnen i byggeperioden. Dette vil selvsagt have en stor påvirkning af vores klubliv. Men vi ved ikke noget endeligt om, hvornår dette vil ske og i hvilket omfang. Overborgmesteren har lovet at der kommer en erstatningshavn i færgehavn Nord.

Inden jeg giver ordet til de andre udvalg i bestyrelsen vil jeg gerne takke især Vils som igen har lagt mange frivillige timer for os alle sammen.

Jeg vil ligeledes gerne takke alle de frivillige som underviser på vores sejlerskole. Jeg vil også takke hele bestyrelsen for et godt samarbejde. Vi har haft mange livlige debatter og alle vil det bedste for klubben.

Tak for denne gang.

Birgit fremlagde sejlerskolens beretning

Først en stor tak til alle vores frivillige sommer- og vinterlærere, skoleudvalg, bådsmænd, censorer og andre der hjælper på sejlerskolen, uden jeres store indsats var det ikke muligt at køre sejlerskolen, men vi vil stadig gerne have flere vikarer og bådsmandshjælpere så der er flere at fordele opgaverne på så hvis du har tid og lyst hører vi gerne fra dig.

2018 var første år med ny prøve i navigation, det gik fint, men man skal ikke hvile på laurbærerne så i år er der lavet om igen, nu håber vi at det bliver samme prøveform de næste år. Vi har et tæt samarbejde i Svanemøllekredsen mellem undervisere i navigation og censorerne.

I sæsonen 2018 var der fyldt fint op på vores hold i sejlsæsonen, i år er der igen fyldt og vi har venteliste.

Der er også stor tilslutning til kapsejladsskolen, der er et tilbud til de der er færdige med sejlerskolen, og fortsat ønsker at sejle. Det er dejligt og det betyder at der bliver mange aktive elever på skolen, desværre kniber det stadig med førere til f.eks. fælles sommertogt som Sundet og KAS gerne vil have os med på, men det er dog stadig muligt for elever at komme med som gaster på sommertur hvis der er pladser til overs hos Sundet og KAS

Klargøring sf skolebådene er i gang og vi forventer at starte sommerens sejladser mandag 29. april, forhåbentlig får vi en god sommer som vi kan nyde.

Morten fremlagde Kapsejladsudvalgets beretning

Der lød noget af en bandbule fra Morten. Det har været en rigtig dårlig sæson for Kapsejladsgruppen. Det har været mere end svært at involvere frivillige i udvalgets arbejde. Frivilligt idrætsarbejder har det ikke så godt for tiden. Der vil til den kommende sæson forsøgt et bredere samarbejde med alle klubber i Svanemøllebugten. Der overvejes samtidig en mere intensiv kommunikation.

Susanne fremlagde Kommunikationsudvalgets beretning.

Kommunikation

Hovedkommunikationen foregår via hjemmesiden, hvor Morten Terf Andersen er WEB-redaktør. Udover ovenstående udsendes Nyhedsbrevet Koøjet til i 680 modtagere. I generalforsamlingsperioden er der udsendt 10 Nyhedsbreve (8 ordinære og 2 ekstraordinære) til 680 modtagere.

Der eksisterer endvidere en Facebookside som hedder: ”Øresunds Sejlklub Frem”. Denne har intet med bestyrelsen at gøre, men administreres af Morten Terf Andersen. Kontakt til bestyrelsen kan altså ikke foregå her, men må ske på sædvanlig vis. Der er i alt 290 medlemmer af Facebookgruppen.

Mad & Foredrag

Den 6. sæson er ved at være færdig. Det 30. foredrag løber af stablen torsdag d. 28/3-2019.

Teknisk museum

Der er en idé om, at flytte Teknisk museum til Svanemølleværket. ”Derfor vil Københavns kommune og By og Havn lave en rubust plan for området, hvor der forskellige interesser tilgodeses”. Det svar har formanden for K.A.S., Jon Bundesen fået, samtidig med besked om, at der i foråret vil blive holdt møde med repræsentanter for bådklubberne.

Jon er ved at samle medlemmer til et dialogudvalg for alle havnens brugere med Københavns kommune. Fra Frem er det Susanne Christiansen og Stig Nonbo. Poul Kolsøe repræsenterer Svanemøllehavnen/Frem. Orientering om udvalgets arbejde udsendes i Nyhedsbrev(e).

Niels-Jørgen fremlagde Klubhusudvalgets beretning

Siden sidste Generalforsamling er der ikke foretaget væsentlige reparationer eller ændringer på huset fra bestyrelsens side. Restaurationen bærer selvfølgelig præg af fornyelse, som de nye forpagtere har foretaget så det hele har fået et mere maritimt præg.

Sidste år blev det nævnt, at vi ville få nogle store udgifter til reparation og toiletterne på 1. sal, grundet utæt gulv. Det arbejde startes op i maj måned. Der vil blive gjort i stand og ændret væsentligt. De 2 toiletter og 2 baderum bliver ændret til 3 rum med toilet, håndvask og brusebad. Det ene af disse rum med den nuværende indgang er tiltænkt restaurationens personale, hvilket lovgivningen i øvrigt kræver. De 2 andre rum får indgang der, hvor der i øjeblikket er skabe ved siden af den nuværende toiletdør. Det rum på trappen, som forpagteren i øjeblikke råder over bliver indrettet til lagerlokale for kontoret.

I byggeperioden bliver der opstillet toiletvogne på pladsen, da restaurationens toiletter også bliver lukket mens der bliver trukket nye faldstammer fra 1. sal.

Stig fremlagde Pladsudvalgets beretning.

Det blev oplyst, at alle som havde ønsket det, var kommet på land.

Leif fremlagde Havneudvalgets beretning

Leif oplyste at pladserne i Svanemøllehavnen nu var fordelt mellem klubberne. Der etableres en legeplads ved KAS og havnekontoret. Denne forventes klar omkring d. 15. maj 2019. ”Alt godt fra havnen”

Der var herefter debat om beretningspunkterne.

Der blev rejst kritik af, at der ikke var adgang til beddingen i den periode, hvor bådene bliver sat i vandet. Dette særligt fordi et stigende antal både overvintrer i havnen og således ikke belaster beddingen.

Bestyrelsen opfordres til at indgå i et samarbejde med havnen om denne problemstilling. Stig lovede at indgå i en dialog med havnefogeden.

Hvad kræves der i deltagelse i kapsejladsgruppen? Der blev opfordret til at tage problemstillingen op i et Nyhedsbrev.

Der blev ytret ønske om udgivelse af klubbens regnskab på hjemmesiden. Bestyrelsen tager dette til efterretning og vender tilbage.

Ad. 3.      Forelæggelse af Regnskab for 2018 til godkendelse, samt budget 2019.

Regnskabet blev fremlagt af den eksterne revisor Claus Seerup.

Regnskabet blev godkendt af forsamlingen

Budget for 2019 blev gennemgået af kasseren Torben til orientering        for generalforsamlingen.

Ad. 4.        Bestyrelsen foreslår, at kontingentsatserne fastholdes uændret på baggrund af den medlemsfremgang vi har oplevet de sidste 2 år.

                Forslaget blev vedtaget.

Ad. 5.      Ingen indkomne forslag til behandling.

Ad. 6.      Som formand stillede Carsten Mikkelsen og Bertram Nielsen op. Der blev herefter foretaget skriftelig afstemning.

               Resultatet blev 49 stemmer til Carsten og 14 stemmer til Bertram samt 12 blanke. Carsten Mikkelsen er hermed valgt som formand for Øresunds Sejlklub Frem.

               Valg til bestyrelsen.

               Dorthe Nonbo Savioli                             Nyopstiller

               Morten Mejer Müller                 Genopstiller

               Susanne Christiansen                             Genopstiller

Bertram ønske ikke at opstille til bestyrelsen. Der var ingen modkandidater og alle blev herefter betragtet som valgt.

Ad. 7.      Valg af 1. suppleant for 2 år.

               Pernille Drost                         Genopstiller

               Der var ingen modkandidater og Pernille blev valgt.

Ad. 8.      Valg af intern revisor – Ole Rosted blev genvalgt.

Ad. 9.      Eventuelt.

Birgit takkede på bestyrelsens vegne for Lailas store indsats.

Laila takkede på bestyrelsens vegne for Torbens store indsats.

Laila takkede af og mindede os om Standerhejsning d. 27. april 2019

79 medlemmer deltog i generalforsamlingen.

Referent Lars/20190404