Hans passion for at sejle driver ham

Mogens Henriksen er en af Frems mest afholdte lærere. Han har undervist i knap fem årtier og fylder 70 år i 2014.

Hvis der er én sejler, som for alvor har gjort sejlerskolen i Frem afholdt, så er det Mogens Henriksen. Han har undervist i godt fem årtier og bliver 70 år i 2014. Derfor dette portræt.

Ifølge ham selv er succesen drevet af hans passion for at sejle og en ambition om, at sejlads frem for alt skal være sjovt.

Du har den samme gnist i øjnene som dengang jeg var elev hos dig og du smittede mig med en livslang sejlerglæde. Hvad driver dig efter alle de år?

Jeg kan lide at sejle. Og jeg hygger mig med at undervise. Jeg lærer nye mennesker at kende og jeg synes jeg har noget at give af. Og de har også noget, de giver mig. Jeg kommer ud at sejle hver torsdag uanset vejret. Der er også mange dejlige ture, som skolen tager på. Til Sletten. Og en grilltur til Flakfortet, som jeg står for i min båd Tophat. Så jeg fortsætter som sejlerlærer til jeg bliver smidt ud eller helbredet ikke kan holde.

Hyggeligt. Hvordan?

Jeg underviser hver torsdag i Frem I. Jeg og de fem elever begynder med at sige goddag og tilrigge båden 17.45, så vi er klar til at sejle klokken 18, helst så vi er den første skolebåd ude. Vi tjekker også at alle ting er med: Redningsveste, tågehorn, anker og ankerline og sikkerhedskassen med raketter og forbindinger. Så skriver bådføreren os i bogen.

I starten er jeg meget med ved tilrigning, men til sidst rigger eleverne båden til uden mig. Bådføreren skifter hver gang. Han eller hun har set vejrudsigten og sørger for at båden kommer ud til pælen og at vi får sejlene op. Hun bestemmer også, hvordan båden kommer ud af havnen og får den første halve time ved roret.

Bådføreren har mad med til klokken 20.00. Det er meget vigtigt. Vi sejler til klokken 23 efter vind og vejr og efter hvor koldt eller varmt det er. Vi laver mand over bord-øvelser og bøje- og mole-manøvrer.

Vi laver også manøvrer i fremmed havn. Det er spændende for eleverne at krydse ind i Tuborg havn, i Fiskerihavnen og i Skovshoved Havn. Fordi der er meget snævert. Skolebåden kan komme rundt, når vi piller rorpinden ud. Normalt er Frem I meget længe om at vende, men kan vende på en tallerken, når du gør det rigtigt. Så de lærer at drive en båd rundt i en havn ved at bakke sejlene.

Jeg kører efter at hver elev får roret i hånden to gange på en aften. En halv time hver gang. Det foregår stille og roligt. Jeg hæver aldrig stemmen. Jeg er der for at hygge mig og for at lære dem at sejle. Der er stemning ombord og vi har god tid til at tale sammen, også om andet end sejlads, på de 4-5 timer vi er ude.

I slutningen af sæsonen skal de enten videre til næste års undervisning hos en anden sejlerlærer, eller de skal til prøve. Det er et højdepunkt, hver gang en elev består og jeg hader, når de dumper.

Jeg kan godt lide, når mine elever fortsætter med at sejle, og for eksempel køber båd, så vi kan tage på ture sammen. Inden for de sidste ti år er der ti af mine elever som har fået båd. Det er jeg stolt af. Det er rart at vi kan holde nogle gode weekendture og at vi orienterer hinanden om, hvor vi sejler hen. Så kan vi grille sammen. Jeg er ligeglad om vi sejler til Hven eller Lomma eller hvorhen.

Alle tiders gaffelrigger

Hvordan kan du som tidligere kapsejler nøjes med tempoet i en tung skolebåd af træ fra 1939?

Gaffelriggerne sejler udmærket og du skal ikke være artist for at sejle dem. Og de er alle tiders undervisningsbåde. Fordi der er god plads i cockpittet og masser af sejl at rive i for alle. Der er noget at lave, også når du ikke selv står ved roret. For der er jo ingen spil, så alt foregår som i gamle dage.

Har du først sejlet gaffelrigger, er det meget nemmere at sejle andre både. Jo mere enkel båden er, jo mindre er der at lave. Hvis du ville erstatte en gaffelrigger med en båd af glasfiber med lige så god plads, skulle du over fyrre fod. Og så ville der stadig være for lidt at rive i. I en mindre fiberbåd som spækhuggeren er der for eksempel for lidt at lave og de sidder klemt i cockpittet, selv når de bare er tre personer om bord. Men den kan du altid race i og sejle med spiler i, når du først har lært at sejle i en gaffelrigger.

Fart – ikke langtur

Hvad med dig selv som sejler, når du ikke underviser. Har du for eksempel været på langtur?

Når jeg sejler i Grækenland, så er det langtur. I år skal vi sejle ved Kos, hvor vinden er op til 6 m/s. Så er jeg langt væk. Ved Kina eller Vestindien kunne jeg også godt tænke mig at sejle. Men det bliver med flyver derud og så i en lejet 43 fods båd med et rat i hver side og på et vand der er 28 grader. De der 25-30 døgn over Atlanten er ikke rigtig mig. Den ene bølge ligner den anden. Det gider jeg ikke.

Ellers har jeg holdt af at sejle langt altid på sommerture på tre uger. Jeg har været seks gange Götakanalen, en gang i Telemarkskanalen, fire gange i Sørland og en gang i Stockholm og Ålandsøerne.

Du er tidligere kapsejler. Hvor er hjertet størst – kap eller tur?

Det har været kap, nu er det turen. Hvis ikke du har en båd, der kan sejle kapsejlads, så falder det fra hinanden. Vi havde Bodos Albin Express, hvor masten blev rykket en hel meter tilbage i toppen, så bommen hang helt ned i cockpittet. Det var dejligt. Et rigtigt stykke legetøj. Men den solgte han for omkring ti år siden og købte en større båd.

I den tid har bådene forandret sig og gør det stadig. Skolen køber ikke kapsejladsbåde. Jo i år får vi en Spækhugger som afløser for Frem II.

Men jeg synes ikke en 44 år gammel båd som Spækhuggeren er noget. Jeg synes vi skulle købe en J-70 i stedet for. Den sejler med asymmetrisk spiler og genakker og med bovspryd. Så ville der være lidt for de unge mennesker at lege med. Og mig! Det kunne jeg godt tænke mig – det kan jeg love dig for.

Unge skåret væk

Men gør du noget for at klubben får en J-70. For eksempel ved at være med i udvalg eller bestyrelse i Frem?

Alle de møder og skænderier gider jeg ikke. Det er utaknemmelige job. Mange af dem lægger det halve liv i det. Tag nu pladsudvalgsformanden. Han bliver skældt ud over at bådene står forkert og at folk vil tidligere eller senere i vandet. Altid brok. Gennem mit liv har jeg haft så meget brok, da jeg var værkfører på Dana Ford. Kunder. Kolleger. Så når jeg kommer ned i havnen, skal der være fred og ro og jeg vil kunne slappe af.

Så jeg slapper af og underviser, selvom jeg da synes det er ærgerligt, at vi er blevet en gammelmandsklub og at vi mangler unge mennesker. Nogle af de yngste i Frem er mine børn på henholdsvis 40 og 46 år. Vi har nærmest ingen medlemmer, som er i tyverne. Engang havde vi 80-90 unge fordelt på ni juniorbåde. Nu har vi nul. Måske haltede det lidt ind imellem, men der var trods alt nogen. Men når man lukker fuldkommen af, så er der ingen. Og fødekæden er jo sådan, at dem der sejler hernede, også får deres børn til at sejle.

I Sundet og KAS er der masser af unge. De unge mennesker burde også være i Frem, men de er skåret væk. Det værste vi har skilt os af med, er vores ungdomsafdeling.

Men der er da nogle unge i sejlerskolen?

Heldigvis. Sidste år havde jeg fire kvinder som elever omkring de 30 år. Én af dem ville lave et fenderbal. Der var fire mennesker, som meldte sig. Det er et tegn på, at alle de gamle ikke gider at feste. Jeg elsker en god fest.