Lynetteholmen – stendæmning mod Øresund
Stendæmning mod Øresund – arbejdsområde med sejlads forbudt
I marts afsluttede entreprenør Per Aarsleff arbejdet med at grave blødt havbundsmateriale væk under Lynetteholms kommende østlige stendæmninger mod Øresund. (Se punkt A på ovenstående anlægskort). Det opgravede materiale er blevet sejlet til et vandområde nær Køge Bugt, hvor det er blevet ’klappet’ på havbunden. Klapningen er nu sat på pause i tråd med Lynetteholms miljøkriterier og kan genoptages igen til oktober. Klapperioden fra primo januar til ultimo marts er løbende blevet overvåget, og overvågningen viser, at alle miljøhensyn er overholdt.
Du kan læse mere om det på Lynetteholms miljøovervågningsside
I april tager arbejdet med at opbygge stendæmningerne for alvor fart. Vær derfor opmærksom på ikke at sejle ind over arbejdsområdet, hvor stendæmningerne etableres. By & Havn vil frem mod den kommende sejlsæson sende mere information ud om sikker sejlads i Københavns Havn under anlæg af Lynetteholm.
På nedenstående kort ses det arbejdsområde, hvor stendæmningerne etableres. Området er markeret med gule bøjer, og der må af sikkerhedsmæssige hensyn ikke sejles ind i området.