Nyhed

Om Snarken og Niels Hvalsøe

Af Steen Guttknecht, gammel ven med den tidligere Frem’er Niels Hvalsø

Jeg er gerådet ud i en sjov opgave med at (prøve) at finde frem til et fartøj fra 1910, som i 1957 blev erhvervet af et ØSF-medlem: Niels Hvalsøe. Niels er i dag 84 år (juli 2015, red.), og har de seneste ca. 30 år boet på Algarvekysten, Portugal.

Som nævnt erhvervede Niels sin sejlbåd, en modificeret udgave af Runa-båden, som i sin originale form bl.a. kan ses på Lystfartøjsmuseet på Valdemars Slot, i 1957. Han købte den af en skolelærer i Dragør for Kr. 2700,- og blev oplyst om at båden var bygget 1910. Niels mener, at Kastrup muligvis blev nævnt som byggested.

Ved overtagelsen hed båden Racer Snark, som den oprindelige ejer, en tandlæge Dresler, som fik den bygget 1910 havde navngivet den. Niels syntes, at det var lige ambitiøst nok, og modificerede til “Snarken”.

Han overtager båden ude i Dragør 1957 og får den bugseret til Svanemøllen, og opstillet på Frems plads. Her gennemgår den i det efterfølgende en større istandgørelse, og bliver bl.a. skrællet helt ud indvendig, med ny aptering og al maling bliver brændt af udv.; desuden får båden skiftet nogle bord i bunden.

Som nævnt beskriver Niels kutteren “Snarken”, som en let modificeret Runa Båd (lidt bredere og lidt fyldigere i forskibet), bygget i 1910.

Og så er spørgsmålet jo, om der er nogen der husker den gaffelriggede “Snarken” som Niels Hvalsøe havde i perioden fra 1957 til 1964 og som han sejlede langture i, og ikke mindst udfoldede sig i og omkring Svanemøllehavnen og Øresund. Niels var en særdeles dygtig sejler, og var vistnok i en periode underviser på sejlerskolen.

Snarken: i Rødvig Havn 1992. Foto fra Steen Guttknecht.

Snarken: i Rødvig Havn 1992. Foto fra Steen Guttknecht.

Opgaven
At finde frem til en dansk sejlkutter fra 1910, som i 1957 blev erhvervet af et ØSF-medlem: Niels Hvalsøe, i dag 84 år, seneste ca. 30 år bosat på Algarvekysten, Portugal. Ved overtagelsen hed båden Racer Snark, som den oprindelige ejer, en tandlæge Dresler, havde navngivet den. Niels modificerer til “Snarken”.

Snarken, blev Niels’ første kølbåd; en modificeret udgave af Runa-båden som han købte og overtog i Dragør, af en skolelærer, for Kr. 2700,-. Niels fik oplyst, at båden sandsynligvis var bygget i Kastrup, hos Svend Svendsen i 1910. (det kan meget vel være 1912 eller 1913) Niels var i 1957 26 år gammel, da han erhvervede Snarken.

Efter overtagelsen af Snarken ude i Dragør i 1957 får Niels bugseret båden, der er uden brugbare sejl og knapt er sødygtigt på dette tidspunkt, til Svanemøllen, hvor den opstilles på Frems plads. Her gennemgår den efterfølgende vinter og forår en større istandgørelse, og får bl.a. ny aptering. Udvendig bliver al maling brændt af, og i bunden udskiftes nogle bord. Båden har ingen inden- eller udenbords motor, og får det ikke under Niels’ ejerskab.

Niels var en særdeles dygtig sejler. Og bl.a. også lærer ved Frems sejlerskole en årrække. Eksempelvis drog han, året efter erhvervelsen af Snarken på en rask 14-dages tur til Gotland og retur i det gaffelriggede fartøj uden motor. To jævnaldrende kammerater udgjorde besætningen. På dén tid et forholdsvis opsigtsvækkende projekt. Niels krydsede Atlanten adskillige gange med forskellige af sine fartøjer, og sejlede bl.a. i 1983 t/r Humlebæk – Azorerne; en tur undertegnede deltog i. Men det er en anden historie.

Efter nogle år, 1959 eller 1960, er Niels så træt af det syreholdige kulsod fra Svanemølleværket, at han “med lidt dårlig samvittighed” i stedet melder sig ind i Sejlklubben Sundet for at kunne stå på klubbens vinterplads i Skudehavnen. Dér står båden hver vinter frem til 1964, hvor han er nødt til at sælge båden.

Niels Hvalsøe har nemlig på det tidspunkt fået problemer med den usikkerhed omkring tiden, en båd uden motor giver. (Ingen motor = ingen sikkerhed for hvornår han var hjemme). Og han var, som nu 33-årig, stadig mere ophængt i et krævende job som shippingmand i firma Chr. Jensen i St. Kongensgade. At få installeret motor nænner Niels ikke, så båden sælges til én, som lover at passe godt på Snarken.

Det bliver Knud Petersen, som på den tid var bådebygger på Danske Studenters Roklubs bådebyggeri, der vedligeholdt klubbens robåde, og faktisk også stadig på den tid i 1960’erne byggede nye robåde. Knud Petersen var ikke gift og havde ikke børn. Han dør i begyndelsen af 1970’erne, og Mogens Haurslev, officer i marinen og medlem af KAS, køber Snarken. Han får installeret motor og forsyner den med større, højere kahyt, og i øvrigt med mængder af rustfri beslag, søgelænder-opstandere, klogaffel m.m., så båden nødvendigvis må være blevet en del mere rank. Det fortælles, at en del i Svanemøllehavnen så med kritiske øjne på denne hårdhændede ombygning af et så smukt og originalt fartøj. Båden skulle angiveligt have ligget nogle år i Langeliniehavnen, mens Haurslev stadig havde den. Men det kan ikke bekræftes; og den gamle havnefoged i Langelinie kan ikke huske den.

Efterfølgende overtager midt i 70’erne Niels Holst Snarken. Med til at sejle og vedligeholde er også broderen Henrik Holst. 1986 køber skolelærerne Per Seifert og Jens B. Rasmussen båden, som bliver hjemmehørende i Rødvig 1992 sælges Snarken til en 45 årig tømrer fra København. Han placerer indledningsvist båden i Køge Marina. Køberen hed måske Niels. Tømreren er ugift, omkring 45, og “så lidt hærget ud”. Tømreren reparerede bl.a. stævn- og køltræ frem til foråret 1993. Kort efter søsætning sank båden, da den automatiske el-pumpe svigtede. Den blev hævet ved hjælp af bjærgningsselskab/bjærgningsfartøj. Senere tog tømreren båden (så vidt oplyst) til Lynetten eller Langelinie. Den gamle havnefoged i Langeliniehavnen husker ikke Snarken., så Lynetten er mest sandsynlig. Der er derfor (25. aug.) rettet forespørgsel til Georg Niemann, formand S/K Lynetten.

Han vil rundsprede til nogle personer, han mener måske har forudsætninger for at give oplysninger. Hvis altså Snarken har ligget/ligger der.

Fakta om Snarken
– fra båddatabasen fra Danmarks Museum for Lystsejlads
Bådklasse: Kutter. Konstruktør: S. Svendsen. Byggested: S. Svendsen. Byggeår: 1912. Træsorter: Fyr på eg. Længde: 9.29. Bredde: 2.23. Dybgang: 1.40. Rigtype:Gaffelrig
Sejlmærke: A 95 (tidligere F80) kan senere været ændret igen. Motor: FN Motor m. dynastart (“Marstal klon”) benzin/traktolin (fra 1971).
Tidslinie:
1912 (1913?)Tandlæge Dresler får tegnet/bygget Snarken Hos S. Svendsen, Kastrup
1957 Niels Hvalsøe køber ‘S’ af skolelærer som “vrag” i Dragør
1959 Niels flytter båden til Sundets plads i Skudehavnen (p.gr.a. sodplager)
1964 Niels sælger ‘S’ til Knud Petersen, bådbygger Danske Studenters Roklub.
1971 (1972?) Knud Petersen sælger o’S’ til Mogens Haurslev, KAS.
1975 Niels Holst køber ‘S’, bror Henrik Holst deltager i vedligehold og sejlads.
1986 Niels Holst sælger til Per Seifert, skolelærer, Rødvig
1992 Per Seifert/ Jens Byrgesen Rasmussen sælger ‘S’ til tømrer fra Købenavn, båden lægges i Køge Lystbådehavn.
19?? Tømreren flytter Snarken til København. Til (mest sandsynligt) Lynetten

Seneste nyt
Niels Holsts Runa-både Runi, som var søsterskib til den kendte Runa-konstruktør Gerhard Rønne’s egen Runa IV, og samtidig med Snarken, der også i en periode var på fam. Holst’s hænder. Runi har lidt den kranke skæbne, at ende som nedgravet ‘legeskib’ på en børneinstitution. Et vemodigt faktum, som det ikke i skrivende stund er oplyst, om Snarken deler skæbne med, men altså noget Steen Guttknecht arbejder med.

Om Steen Guttknecht
Ejeren af Snarken 1957-1964, Niels Hvalsøe, har jeg kendt og haft som ven/kammerat siden 1976. Vi har sejlet et par gange sammen til Azorerne, desuden til Caribien, og i det hele taget gjort det i forskellig langturssejlads. Desuden har vi i mange år stået på ski sammen i Norge, og alpint sydpå. I dag er Niels en ældre herre på 84. Og har de seneste 30 år boet på Algarve kysten. For nogle uger siden besøgte jeg ham en uge, hvor vi snakkede gamle dage og drak rødvin. Snarken blev en del af ugens sludren, og min interesse for at afdække det gamle fartøjs historie blev vakt.

Snarken mellem 1958 og 1962. Foto fra Steen Guttknecht

Snarken mellem 1958 og 1962. Foto fra Steen Guttknecht