Nyhed

Portræt. Hun trådte mændene over tæerne – var første kvindelige sejler

Tove har 70 års jubilæum i Frem

Tove Christensen

Tove Christensen.

Foto og tekst af Morten Terf Andersen, marts 2016

Mit navn er Tove Eca Christensen. Jeg er født i 1928 og blev medlem af Frem i 1945 ved et tilfælde. Jeg skulle have været meldt ind i en roklub, men gik forkert og mødte Lauritz Andersen (senere formand 1951-53, red.). Han synes det kunne være sjovt at få en kvinde til at blive medlem, og fik mig meldt ind lige med det samme.

Nogle få dage efter var jeg for første gang ude i en båd – i en af de nybyggede juniorbåde – og blev fuldstændig grebet og ville lære at sejle. Jeg sejlede i juniorbåd og på sejlerskolen samtidig, fordi junior ikke var rigtig etableret, og dem der underviste var nogle af bådejernes sønner, som ikke ligefrem var pædagogiske. Jeg tog juniorprøve og sejlerprøve, blev fører, og tog kystskippereksamen. Alt sammen som eneste kvinde.

De andre kvinder var ikke interesseret. De ville gerne være med på bådene, men ikke sejle. Og de synes ikke jeg skulle blande mig i mændenes enemærke. Mændene var knap så meget imod, for selvom de følte sig trådt over tæerne, synes de også det var lidt spændende. Jeg skulle forsvare mine motiver over for både kvinder og mænd. Det var belastende men også udviklende at være eneste kvinde. Det var ikke min mening at være speciel på den måde, og jeg har ikke lagt an til det.

Mandeklubben
Frem var en mandeklub, og nogle mænd skældte kvinderne krukken fuld ind og ud af havnen, for de synes altid det var kvindernes skyld, når det gik galt, og at kvinderne ikke skulle have noget sagt, og at de skulle nøjes med at lave mad. Men selvom kvinderne ikke selv ville lære at sejle, var de ikke undertrykte. De havde deres egne meninger, som de gav højlydt rede for. Fremmerne som helhed behandlede ikke deres koner dårligt – blot nogle af dem.

I 1947 købte jeg en lille kragejolle, som jeg havde sparet sammen til i løbet af et par år, mens jeg var i lære som damefrisør. Så kunne jeg have båd for mig selv, og sejle – både alene til almindelig sejlads og sammen med en veninde i weekender og på sommerferieture. Den hed “So-so”, det vil sige “ikke noget at prale af” efter amerikansk slang, som var meget moderne. Kragejollen var som de fleste både dengang uden motor. Den sejlede langsomt og havde dårlige bomuldssejl, der skulle tørres konstant. Sejl dengang var dårlige. Man kunne ikke få nye sejl – det var lige efter krigen -, og jeg havde heller ikke råd.

Efter kragejollen købte jeg en piratjolle, som lå på Frems jolleplads, der var lejet på den byggegrund, hvor Gefion ligger. Det var nogle år, hvor der var jolleklub med mange piratjoller. Min piratjolle blev bygget på værft, og den var meget kvindeligt malet gammelrosa. Det havde man alligevel aldrig set før i klubben i 1950.

Siden mødte jeg min mand, Hans-Jørgen, og vi købte sammen en folkebåd og sejlede Sjælland Rundt, og ellers mest tursejlads. Hans-Jørgen lærte selv at sejle. Han ville ikke gå på sejlerskole. Det var ellers lidt hårdt for ham, fordi han blev kaldt “Toves mand”, men han tog det pænt.

Folkebåden var en våd sag, så da vi fik mere styr på økonomien, købte vi en LA Krydser, der var mere behagelig at være på. Vi endte med en Vindø 38, der var endnu mere indrettet til voksne mennesker. Da vi blev omkring 70 år gamle, kunne vi ikke rigtig springe mere, og solgte båden til én i Limfjorden.

Koøjet
Når jeg ikke sejlede, skrev jeg til Koøjet. Det var morsomt. Men fremmere er ikke dem der komme rendende og giver gode råd. Man skal selv finde på det hele. Det kan godt være de i fællesskab går og snakker om, at det er noget møg hun har skrevet, men de siger det ikke til én selv. Jeg skulle stikke fingeren i jorden og finde ud af, hvad det egentlig var, de mente. Jeg hørte lidt hist og pist, og nogen hørte noget andet.

Jeg kan ikke snuppe, når folk brokker sig og ikke gør noget ved det. Som regel er der en udvej, og den kan de bare finde, ligesom alle vi andre har fundet den.

Jeg bliver ked af det, når noget slutter, men er af natur optimist, det vil sige, at jeg som regel kommer over det igen. Jeg tror altid at det bedste sker. Når jeg bliver ked af det, forsøger jeg at belaste mine børn lidt med det, men ikke for meget. De giver mig som regel ret, og det er jo fantastisk. Og så har jeg en god veninde, som jeg ser dagligt.

Jeg læser meget. I øjeblikket Carsten Jensens “Den første sten”.

Det vigtigste i mit liv er min familie og den er stor og frodig og det er dejligt. Jeg vil gerne huskes for mine børn.

Jeg kan ikke sige, hvad der har formet mig som person. Det er mange ting. Mine forældre, selvfølgelig, men på et tidspunkt overtager man jo selv. Mine forældre synes det var forfærdeligt at jeg ville sejle. De ringede klubhuset ned, når jeg ikke var kommet hjem til tiden, for at høre om der var sket mig noget. Og sommerturene kunne de ikke lide. Og heller ikke alle de mænd.

Mit værdigrundlag er at man skal opføre sig ordentligt. Og skilsmisse bruger vi ikke – og det har mine børn overholdt indtil videre.

Jeg ville gerne have været svæveflyver, og sådan set det hele lidt fra oven.

BONUSINFO
Bor på Frederiksberg. Havde 70 års jubilæum i Frem i 2015. Er desuden æresmedlem.
Damefrisør. Blev træt af faget efter fire år. Læste til lærer på Blågård Seminarium. Underviste på en folkeskole i fysik og kemi og madlavning. Læste videre og blev seminarielærer på Blågård.
Gift med Hans-Jørgen, som hun mødte på seminariet, og de fik tre børn – to piger og en dreng. Tove har aktuelt – i marts måned 2016 – syv børnebørn og tre oldebørn.
Toves søn Søren er skipper på en 100 fods sejlbåd kaldet “Skipper”. Søren har sejlet jorden rundt og har været en rigtig aktiv sejler, også i Frem. Han overtog Toves LA Krydser og sejlede den til Caribien.
Toves yngste datter, 51 år, er begyndt på Frems sejlerskole i 2015.
Hans-Jørgen døde i 2013.
Første kvinde i Frems bestyrelse (i 1970).
Første kvindelige kystskipper.
Første kvindelige bådejer.
Stiftede i 1990 Gråsælerne, der sejlede i Frem I og III, fordi hun gerne igen ville prøve at sejle i en sejlbåd uden motor. Gråsælerne er i dag en selskabelig forening, der mødes til frokost i restauranten hver måned.
Var med til at stifte Koøjet og redaktør. Bladet udkom i mange år ti gange om året.
Kan lide italiensk mad.
Har spist konservesmad i stor stil, da der ikke var køleskab ombord i de tidlige både. Hakkebøf på dåse med kartofler til varmet på et petroleumsapparat, der blev pumpet i gang med sprit. På sommerture i skolebådene, hvor Tove var fører, lavede hun også mad til mændene – uden diskussion.
Var med, da godt 50 københavnske skolebåde sejlede i eskadre til Aarhus en sommer. Hun havde den allermindste skolebåd af dem alle, så det var besværligt at følge med de andre. Båden var en tung og langsom spidsgatter, der hed Frem II og i dag ligger i Furesøen.
Havnen var livlig, fordi folk boede i bådene og sejlede på ferie i dem. Båden var det eneste man havde og man havde ikke råd til andet. Man vidste hvor hinanden lå og gik på besøg. Om sommeren var der næsten kun fremmede i havnen, fordi fremmerne var ude at sejle.