Nyhed

Spækuline til DM 2018

Af Flemming Sejr Hansen

Hver mandag har vi undervisning på Svanemøllens kapsejladsskole, som alle 5 klubber deltager i. Vi havde appelleret til eleverne om at være med til spækhugger DM, som skulle afholdes i Svanemøllebugten, men ingen kunne afse 3 hele dage.

Så en aften efter træning organiserede Sofie et sammensat hold, hvor Loui kunne alle 3 dag, Kathrine kunne 2 dage, Simon 2 dage og jeg 2 dage.

Jeg fik tunet Spækuline med bl.a. et nyt fald, og da Rydding spurgte, hvad vores ambitionsniveau var, svarede jeg; ikke at støde ind i nogen og ellers få en god oplevelse. Og en god oplevelse fik vi, men vi havde berøring med 2 andre både. Den ene gang var vores skyld og vi måtte tage en strafrunde. Den anden gang var gudskelov ikke vores skyld. Vi kom på styrbordhalse og ind foran os komme en bagbordhalse båd på læns. Vi klarede lige at undgå at sejle ind i siden på ham, men vores mast fangede hans hækstag, så hans mast knækkede. En tragisk hændelse. Ingen personer kom noget til, og der var ingen skader på Spækuline.

Første dag, hvor dette skete, blæste det meget, og vi var en af de få både der bar genua. Jeg foreslog at skifte til fok, men Simon og Loui mente, at det nok ville løje af og at vi så havde en fordel med genuaen. Det gjorde det ikke, og vi lå nærmest ned i hele sidste sejlads. Så hvis nogen elever tror, at jo mere sejl man har oppe, jo hurtigere sejler man; så må de tro om.

Anden dagen var de 3 elever uden instruktør. Måske blev placeringerne knap så gode, men oplevelsen så meget større. Jeg er sikker på, at de vil danne endnu et FREM-hold, der sejler onsdagsmatchs til næste år.

Tredje dagen sejlede Loui. Kathrine og jeg alle sejladserne med fok. Det blæste vel 8-10 m/s. Vi havde spiler oppe i alle sejladser og klarede os hæderligt på trods af, at vi på det tidspunkt havde meget lange arme efter 3 dages kapsejladser med 4 sejladser hver dag.

Vi blev nr. 20 ud af 31 både. Bedste skolebåd blev nr. 19 og det var en skolebåd fra SKK, som blev sejlet af en besætning, der havde sejlet onsdagsmatchs sammen gennem flere år, så vi var godt tilfredse.

Sejr