Nyhed

Jubilaren, der elsker frisk vind

Middelstore bølger af langagtig form, mange hvide skumtoppe og muligvis lidt skumsprøjt. Sådan elsker Ruth Marianne Ekelund havet og har gjort det i de 25 år, hun nu har været medlem af Øresunds Sejlklub Frem.

“Pyt med bådtyper. Bare jeg kommer på vandet. Jeg kan lide at ligge skråt i frisk vind i en sejlbåd og styre. For nogle år siden styrede jeg gennem en kraftig regnbyge på vej fra Vikhög til Svanemøllen. Jeg kunne ikke give slip på rorpinden og fik så ondt i skulderen, at jeg måtte gå til behandling flere måneder i træk. Det var fantastisk”, siger Ruth med glædestrålende øjne.

I mange år sejlede hun fortsætter i Spækuline på Frems sejlerskole.

“Det var en herlig tid i spækhuggeren. Jeg nød virkelig at være ude i den. Og jeg stoppede kun fordi jeg fik for lidt tid ved roret, fordi der er pladsmangel, når vi er seks ombord”.

“I øjeblikket er jeg gast rundt omkring og deltager i mange ture, både i weekenden og om sommeren til skærgårdene både øst og vest. Jeg tager til Grækenland med klubben hvert andet år. Jeg har sejlet i Kroatien og hvor jeg ellers kan komme af sted med det. Jeg har også sejlet en del kapsejlads for sjov om mandagen. Og jeg har ofte været med skolebådene på sommertur”.

Men ustadig sø bryder hun sig ikke om.

“Min eksmand brugte en dag vores motorbåd “Mach 2” som dommerbåd. Pludselig lå jeg ude på Øresund og fik kvalme. Dér blev jeg tosset og ville af. Jeg har aldrig kunnet døje at ligge og skvulpe. Så jeg kom til at gå fra Skovshoved og helt til en busforbindelse i Charlottenlund og jeg stank af hvidløg, fordi vi havde været ovre på Trekroner og spise østers med masser af hvidløg”.

Ruth har mange anekdoter fra et langt sejlerliv og hun deler dem gerne med klubkammeraterne, når hun er i land.

“Jeg er rapkæftet og kan godt lide jargonen med ping-pong – at når én siger noget åndssvagt til mig, så svarer jeg bare igen. Det er min tryghed. Jeg er tryg ved at være her. Frem er en arbejderklub og et socialt sted, hvor vi hilser på hinanden, bekymrer os for hinanden og giver hinanden et kram”.

Blå bog

Ruth Marianne Ekelund har førerbevis fra Frem. Hun er fast gast i Scampi 30’eren Whiskey II og derudover åben for gastebud. Medlem af Øresunds Sejlklub Frem siden 1989. Kom første gang i klubben i 1979, via Torben Ekelund, som hun blev gift med samme år. Lejede en sejlbåd på Mallorca 1985-1987. Købte motorbåden “Mach 2” – en Jupiter 33. Mach 2 blev solgt i 1997, da parret skiltes. Har ejet “Værtshuset” på Christianshavns Torv 1993-1997, og haft vagter dér med servering og regnskab samtidig med at hun arbejdede fuld tid som pædagog om dagen. Medhjælpende hustru 1986-1993 i Torben Ekelunds tømrerforretning. Er pædagog, uddannet børnehavelærerinde fra Tårnby Børnehaveseminarium i 1971. Født 1947 i Vanløse. Opvokset i Sydhavnen. Har to voksne børn, Martin, 32 år, og Christian, 29 år, og to børnebørn. Bliver pensionist 30. april 2015.

Tekst af Morten Terf Andersen